FEATURE: Kendte danskere om VM

IBI STØVING TV-vært, TV3
Hvad glæder du dig allermest til ved VM? ”Jeg glæder mig allermest til at se en masse fantastisk fodbold. Når magien fylder hele stadion, og to gode hold kæmper med liv og sjæl for at vinde.”
Hvordan kommer Danmark til at klare sig? ”Jeg tror faktisk, at Danmark kommer til at klare sig fint. Men hvis de hentede Mads Junker op fra Holland – så ville vi klare os endnu bedre. Jeg er overbevist om, at han har det, der skal til, for at vi kan ’lege med de store’.”
Hvordan skal du se VM? ”Jeg regner med at skulle sidde på min venindes nye terrasse i sommerhuset med en masse hvidvin og råbe og skrige. Jeg er meget passioneret landsholdsfan og har en følelse af at være med på banen (ha ha). Derfor bliver jeg også så sindssygt sur, når vi ikke vinder. Jeg er dog ikke ligesom pressen, der har en tendens til at skrive ”Vi vandt”, og ”De tabte”. Jeg er loyal, ligegyldigt hvad, men bliver selvfølgelig slemt skuffet, når systemet ikke virker, eller når vi træffer dumme valg. Elsker nærkampene og glæder mig til at se nogle trylle-tricks. Det er fedt, når nogen kan kontrollere bolden overlegent og drilagtigt kører rundt med de andre.”
Hvem vinder VM? ”Det er virkelig svært at sige, der er mange gode hold. Det kunne være fedt, hvis det var et ’underdog’- hold. Det er altid super fedt, når et lille land tryner de store og sikre. Det kunne godt ende med en finale mellem England og Argentina – eller Elfenbenskysten mod Tyskland.”
Hvad er dit bedste VM-minde? ”Da jeg var lille, 11 år, sad jeg hele sommeren og så fodbold med min far – VM 86. Kan huske begejstringen og spændingen i luften – min far, der sidder og bander og råber, jubler og klasker sig selv på lårene. Jeg kan ikke huske selve resultaterne, men mindes ord som ’Uruguay’, ’Jesper Olsen’, ’Michael Laudrup scorer’ og de danske kommentatorer, der var helt vilde.”
CLAUS ELMING TV-vært, Vild med Dans mm.
Hvad glæder du dig allermest til ved VM? ”Jeg glæder mig naturligvis til Danmarks kampe, og ikke mindst til at se kampene med gode venner; sidde og råbe og skrige og være euforisk, når drengene spiller sig videre.”
Hvordan kommer Danmark til at klare sig? ”De får det svært mod Holland i den indledende pulje, men ellers tror jeg, at de går videre. De slår Italien i 1/8-finalen og ryger igen ud til Brasilien i kvartfinalen.”
Hvordan skal du se VM? ”Jeg skal vel se et par af kampene derhjemme, forhåbentlig med gang i grillen. Men jeg kommer også til at se en del af VM på arbejde, da jeg er vært på Wimbledon på TV 2 SPORT i samme periode. Så Caroline på den ene skærm og Danmark på den anden. Det er vel en meget god eftermiddag.”
Hvem vinder VM? ”Min favorit er Spanien, der spiller fantastisk underholdende og inspirerende fodbold. Brasserne kan man aldrig afskrive, og så måske England, der lader til at have et virkeligt stærkt landshold. Og så har John Terry jo bevist, at han kan score…”
Hvad er dit bedste VM-minde? ”Jeg boede i USA i 1986, da det danske landshold tryllebandt hele verden. Fodbold var ikke særlig stort dengang i USA, og der var ingen amerikanske stationer, der viste Danmarks kampe. Så jeg allierede mig med en skolekammerat, der kunne tage mexicansk tv via en gigantisk parabol for at se Danmarks første kamp mod Skotland. Da Elkjær scorede til 1-0, råbte kommentatoren: Gollllllllll, Larseeeeennnn, Dinamarcaaaaaa… og jeg løb rundt i stuen, mens amerikanerne rystede på hovedet. Jeg så ikke 6-1 kampen over Uruguay, men kunne forestille mig, at Danmark gik amok…”

DIVYA DAS
Vært på TV2 News
Hvad glæder du dig allermest til ved VM? ”Jeg glæder mig til flot fodbold. Og til at medierne på samtlige platforme sætter spot på Sydafrika. Det er et interessant land, som jeg ser jeg frem til at læse og se mere om.”
Hvordan kommer Danmark til at klare sig? ”Danmark vil klare sig godt. Hvor godt? Det må vi vente og se.”
Hvordan skal du se VM? ”Jeg kommer til at se en god portion af kampene på min arbejdsplads, da kampene bliver spillet inden for min arbejdstid. Jeg tror, at der bliver ekstra spændt stemning i redaktionslokalet den 14. juni, når Danmark om eftermiddagen spiller sin første kamp mod Holland.”
Hvem vinder VM? ”Mit bud er Spanien”
Hvad er dit bedste VM-minde? ”Jeg så finalekampen fra VM 2002 på en café på Frederiksberg. Et sted, hvor mange dansk-brasilianere også havde valgt at tilbringe den aften. Det sydede og boblede på cafeen, og der var en fantastisk atmosfære under hele kampen og ikke mindst efter slutfløjtet. Der blev danset, krammet og sunget, som var vi i Rio, og der var næppe nogen i nabolaget, der var i tvivl om, hvem der var blevet verdensmestre i fodbold. En rigtig god aften.”

DAN RACHLIN Radiovært
Hvad glæder du dig allermest til ved VM? ”Jeg må nok sige, at jeg glæder mig mest til at se de sydamerikanske hold. Det er som regel fra Brasilien, Argentina osv., at det spektakulære, det individualistiske kommer. Det, der gør fodbold smukt.”
Hvordan kommer Danmark til at klare sig? ”Jeg må desværre indrømme, at jeg ikke har så stor fidus til vores hold. Jeg synes, at midtbanen minus Christian Poulsen ser fysisk svag ud. Og vores angribere(minus) Bendtner er heller ikke noget at skrive hjem om. Jeg håber, jeg tager fejl, og måske kan en spiller som Grønkjær overraske.”
Hvordan skal du se VM? ”Jeg skal se VM-kampene på Mallorca, hvor vi holder sommerferie. Det bliver faktisk mit tredje VM ’dernede’.”
Hvem vinder VM? ”Jamen, det gør vel Brasilien, Italien eller hvad???”
Hvad er dit bedste VM-minde? ”Jeg tror, at vi skal helt tilbage til VM i 74, hvor vi så Vesttyskland-Holland på et sort/hvidt tv i mine bedsteforældres sommerhus. Vi taler Breitner, Beckenbauer, Müller, Cruyff osv. Den slags spillere, som legender bliver skabt af!”

CAMILLA MARTIN
Tidl. badmintonspiller; nu vært på Onside
Hvad glæder du dig allermest til ved VM? ”Jeg glæder mig allermest til denne gang ikke at skulle holde med Sverige eller England, fordi Danmark ikke er med. Det bliver fantastisk, nu hvor Danmark er med, og vi igen skal sidde med klaphatte, trøjer, råbe og skrige og også lige nyde en kølig Carlsberg.”
Hvordan kommer Danmark til at klare sig? ”Det er svært at svare på. Det kommer an på så meget, og meget af det kan være ting, landsholdet ikke selv kan styre. Men spiller de, som vi indimellem har set, at de kan spille, så tror jeg på kvartfinalen.”
Hvordan skal du se VM? ”Jeg regner med at se de fleste kampe hjemme i stuen sammen med venner. Sådan plejer det at være, når vi er med til slutrunder, så sådan bliver det nok også denne her gang.”
Hvem vinder VM? ”Jeg tror på Spanien, men håber selvfølgelig på Danmark.”
Hvad er dit bedste VM-minde? ”Mit bedste VM-minde er fra 1998, hvor jeg var i Malaysia for at spille badminton og fulgte med midt om natten. Jeg tror faktisk ikke helt, at trænerne vidste, at vi sad om natten og fulgte med. Det var s’gu hyggeligt og en anderledes måde at se VM på.”

DENICE KLARSKOV Nøgenmodel
Hvad glæder du dig allermest til ved VM? ”Jeg glæder mig til VM, for de, der følger med, er så glade og spændte. Specielt hvis Danmark kommer langt. Så morer jeg mig over at se, hvordan medierne går helt i selvsving.”
Hvordan kommer Danmark til at klare sig? ”Umiddelbart vil jeg sige, at Danmark altid er bedst, når vi undervurderes – ikke kun i fodbold. De skal nok komme et godt stykke ad vejen, og vinder de, er det jo bare fantastisk.”
Hvem vinder VM? ”Jeg håber, at det bliver en af dem, som ingen regner med. Selvfølgelig håber jeg mest på Danmark, men skulle vi ikke vinde, så lad det blive en af dem, der er mest undervurderet.”
NIELS FOLMANN
Livsstilsekspert, blandt andet kendt fra Kender Du Typen
Hvad glæder du dig allermest til ved VM? ”Jeg glæder mig enormt til VM. Og allermest til den sidste runde i de indledende puljer, der jo ofte er vind-eller-forsvind-kampe. Her skilles fårene fra bukkene. Ren ’Cup-stemning’.”
Hvordan kommer Danmark til at klare sig? ”Vi kommer videre fra gruppen med Holland. Herefter kan alt jo ske, afhængigt af skader, og om vi bliver puljevinder osv. Vi når til kvartfinalen.”
Hvordan skal du se VM? ”Første kamp mod Holland er jo midt i arbejdstiden, så det bliver i bedste fald en ’smug-kigger’ på kontor-TV’et. De to øvrige puljekampe bliver hjemme foran en 46 tommers fladskærm sammen med min søn, hvor alle, der har lyst til en kold øl, er velkomne. ”
Hvem vinder VM? ”Min favorit er Spanien. Ellers Argentina. Begge har enorme potentialer, store individualister og lette puljer.”
Hvad er dit bedste VM-minde? ”Jeg var til VM i Spanien i 1982. Og til finalen på Bernabeu i Madrid. Vesttyskland havde slået mine ’favoritter’ Frankrig ud efter en rå og blodig semifinale, hvor den tyske målmand, Toni Schumacher hensynsløst kastede sig ud i Battiston, der bl.a. mistede et par tænder. I finalen var min sympati på Italiens side, og de vandt 3-1. At se de italienske tifosi efter kampen var hele turen værd. Der blev festet igennem. Con amore.”





















Tilføj kommentar: