”Vi er begejstrede over at annoncere fornyelsen af MasterCards sponsorat af UEFA Champions League og er stolte over, at vi fortsat kan tilbyde uforglemmelige oplevelser til alle gennem dette samarbejde. Det sikrer, at vi fortsat kan belønne eksisterende og potentielle kunder på nye og innovative måder,” siger Javier Perez, chef for MasterCard i Europa.

I den nye sponsorperiode vil MasterCard have et fornyet fokus på fans ved at tilbyde adskillige måder, hvorpå turneringens tilhængere kan drage fordel af engagementet som sponsor. Dette strækker sig fra de unikke tilbud til kortholdere på UEFA Champions League MasterCards netbutik til mindeværdige oplevelser udviklet og leveret af MasterCard.

Gennem de seneste to år har tusinder af fans oplevet deres egne uforglemmelige øjeblikke i sportshistorien – blandt andet har forældre fået chancen for at se deres barn følge en sportsstjerne på banen eller ved at vinde eksklusiv adgang for ens barn til specielle træningssessioner op til kampdagen. Derudover forbedrede MasterCard oplevelserne yderligere ved at indgå samarbejde med andre UEFA Champions League-medsponsorer og viste samtidig styrken ved samarbejde inden for sponsorater, så fans kan drage fordel af flere sponsorere på en og samme tid.

Den eventansvarlige hos UEFA, David Taylor, er glad for forlængelsen af MasterCards sponsorat.

”Vi er meget glade for at fortsætte samarbejdet med MasterCard – et af verdens førende globale brands. MasterCards tilstedeværelse og aktive engagement har bidraget til UEFA Champions Leagues store succes og vil fortsat gøre det de næste tre sæsoner. Samtidig ønsker vi fortsat at hjælpe MasterCard med at skabe mange uforglemmelige muligheder for millioner af fans og kortholdere verden over.”

I den nye sponsorperiode vil MasterCard tilbyde større og bedre UEFA Champions League-oplevelser direkte henvendt til fans med tilhørsforhold til værtsbyerne, hvor kampene skal afholdes. Kortholdere, som bor i eller besøger disse byer rundt omkring i Europa, har mulighed for at opnå direkte adgang til den fornemste klubturnering og dermed blive en del af historieskrivningen.

Fans af UEFA Champions League opfordres i øvrigt til at holde et åbent øje med MasterCard på de sociale medier (http://www.facebook.com/witnesshistory) for nyheder, opdateringer og interessant indsigt fra eksperter og derudover at have muligheden for at vinde fantastiske præmier.

– Fightergalla har fra starten haft som mål at dyrke de danske talenter inden for sporten – og det er lykkedes: Vi har bragt danske kæmpere frem til et niveau, hvor adskillige atleter kæmper i udlandet og hvor en kæmper som Martin Kampmann allerede er på kontrakt i USA, siger Sune Bjerglund Nielsen, som er den ene af de to initiativtagere til Fightergalla.

Fightergalla ejes og drives af promotor og klubejer Carl-Otto Knudsen fra Fight Gym DK i Odense i samarbejde med klubejer Sune Bjerglund Nielsen fra Fightcraft Gym i København. De har begge været med fra sportens opstart i Danmark i 90’erne og Carl-Otto Knudsen åbnede i 1999 den første MMA-klub i Danmark – i dag Fight Gym. Som promotor har Carl-Otte Knudsen arrangeret mere end 50 stævner i København. Stockholm, Odense, Helsingør og Sønderborg.

– Talentudviklingen fortsætter og den faste blanding af fair match-making og velforberedte atleter, har skabt en grobund for sporten i Danmark. Antallet af aktive udøver stiger og vi oplever stor publikumsinteresse med op mod 1.000 tilskuere ved hvert stævne, siger Carl-Otto Knudsen

Fightergalla har siden begyndelsen i 1999 arbejdet på at styrke omverdens anerkendelse af sporten. Det har bl.a. resulteret i, at MMA nu er blevet anerkendt i Danmark som en selvstændig sport gennem et samarbejde med Dansk Bryde Forbund (DBF) og internationalt gennem FILA, det internationale brydeforbund.

De seneste tiltag fra Fightergalla inkluderer pay-per-view transmissioner af stævnerne på nettet samt et samarbejde med Danske Spil, som fremover vil tilbyde væddemål på alle professionelle kampe afholdt i Fightergalla regi.

Fightcardet ved Fightergalla 25 inkluderer blandet andet kæmperne Mikkel Guldbæk (DK), Michael Bender (DK), Philip Fortuna (DK) og Emil Weber Meek (NO).

Se også www.fightergalla.dk

Bogen kan bestilles på abo@sportsfan.nu - 175 kr + 30 kr i porto

___________

Madrid er Spaniens geografiske centrum og hjemby for legendariske Real Madrid. Succes er ikke et ydmygt ønske i real Madrid, ikke en euforisk undtagelse. Succes er et krav, og den skal opnås for enhver pris. Uddrag fra bogen Futbolmania Af Kasper Kloch

Real Madrids hjemmebane, Estadio Santiago Bernabéu, er et stadion, der aftvinger mere ærefrygt end beundring. Et gigantisk og usentimentalt betonbyggeri, beliggende på den fornemme Avenida Castellana i Madrids Chamartín-område. Her er ingen æstetiske svinkeærinder. Inde bag de grå, massive ydermure rejser tribunerne med de 80.000 siddepladser sig næsten lodret fra grønsværen. Man har fornemmelsen af, at hvis et jordskælv ramte den spanske højslette, og alt ramlede sammen, ville Bernabéu stadig stå der bagefter.

Eftermiddagens sidste solstråler er ved at forsvinde under hustagene, da jeg stiger ud af taxaen foran Estadio Santiago Bernabéu. Jeg er kommet for at mødes med den tidligere Real Madrid-stjerne, Emilio Butragueño, der i dag bestrider en post i klubbens øverste ledelse. Klubbens centraladministration er placeret i en tilstødende bygning til stadion. Den sølvgrå glasfacade med Reals våbenskjold stirrer hårdt tilbage på mig, og følelsen af utilnærmelighed forstærkes, da jeg kommer indenfor i receptionen. Jeg må gennem både paskontrol, metaldetektor, kropsvisitering og fingeraftryk, før jeg får lov til at træde ind i elevatoren, der skal føre mig op til direktionsgangen. På fjerde sal viser en sekretær mig ind i et eksklusivt indrettet venteværelse med dyre designermøbler og et gulvtæppe, der er så tykt, at jeg synker flere centimeter ned. Der hænger en diskret aroma af traditioner, magt og penge i luften. På den ene endevæg hænger et kæmpemæssigt, indrammet fotografi af tre smilende herrer. Det er Real Madrids præsident, Florentino Pérez, ærespræsidenten, Alfredo Di Stéfano og FIFA’s generalsekretær, Joseph Blatter. Imellem dem et trofæ: FIFA’s pris for det 20. århundredes bedste klub. Skulle man have glemt, hvilken kaliber Real Madrid er gjort af, bliver man uundgåeligt mindet om det, mens man venter på sin aftale.

Det sætter sig spor i selvforståelsen at være udråbt til det 20. århundredes største klub. Succes er ikke en optimistisk forventning i Real Madrid. Det er ikke et ydmygt ønske, ikke en euforisk undtagelse. Succes er et krav. Det er skrevet ind i klubbens dna at være større end de andre på alle tænkelige planer. Noblesse oblige. Der hviler en naturlig storhed over Real, en selvfølgelighed som hos den førstefødte, der ved, at han skal arve familieforetagendet, uanset om han må begå en fejl eller to. Den rene enkelhed i spilledragten fortæller det hele. Real Madrid spiller naturligvis i hvidt. Klubbens selvforståelse fordrer en diskret elegance i den fysiske fremtoning. Hvide dragter med det lilla bånd, som tilføjer uniformen en dæmpet liturgi, en næsten usynlig religiøs reference, der understreger, at dette hold er hævet over almindelige dødelige. 31 spanske mesterskaber, 17 pokalsejre og 9 europæiske mestertitler taler for sig selv.

Real Madrid er formentlig den klub, der vækker de stærkeste følelser i Spanien. Elsket og hadet, beundret og foragtet. Hvor nogle ser en arrogant og magtfuldkommen institution, ser andre majestætisk elegance. Hvor nogle ser Francos mørke skygge, ser andre fællesskab og national forbrødring. Hvor nogle ser vulgært pengeforbrug, ser andre adelskab og fightermentalitet. Alt afhænger af øjnene, der ser. Resultaterne er det eneste, der ikke står til diskussion. Der er ingen over og ingen ved siden af Real Madrid.

Butragueño lader vente på sig, og jeg mærker mine blandede følelser ved det forestående møde. Én ting er, at El Buitre, »Gribben«, er en af historiens største spanske fodboldspillere og en levende legende i Real Madrid. En anden ting er, at han er manden, der knuste Danmarks VM-drømme med sine fire mål i 1-5-nederlaget til Spanien i Mexico i 1986. Den smertefulde erindring om nederlaget er uløseligt knyttet til de grynede tv-billeder af den spinkle, rovfugleagtige Butragueño, der med en hævners nådesløshed sendte de danske VM-helte ud af turneringen. At skulle mødes med Butragueño er som at skulle mødes med et af uhyrerne fra barndommens mareridt. Jeg husker den gazelleagtige krop og det udtryksløse, barnlige ansigt, der fik ham til at ligne en blanding mellem en alterdreng og en lejemorder. Jeg har i mindre reflekterede øjeblikke forestillet mig ham drivende af ondskab i en dyb læderstol, kærtegnende en overvægtig siameserkat. Da han endelig dukker op, er det uden kat, og hans håndtryk ledsages af et venligt smil. Men bag slipset og den høflige fremtoning ligner han i skræmmende grad den person, jeg husker fra TV-billederne fra Mexico. Den sælsomme blanding af rovfugl og engleagtigt udtryk er intakt. En grib i jakkesæt.

Få spillere har så stor en stjerne blandt Real Madrids fans som Emilio Butragueño. Han betragtes af mange som essensen af el madridismo – det sæt af værdier, traditioner og idealer, der omslutter klubben og forbinder fortid med nutid. Der er en semi-religiøs højtidelighed over dette diffuse begreb, som alle Real-fans bekender sig til, men som kun vanskeligt lader sig indkredse. Det er som en slags usynlig ideologi, der er vævet ind i den hvide spilledragt, muret ind i fundamentet på Bernabéu og indlejret i hjertekulen på den person, der har gjort klubben til sin egen. Madridismo kan spores tilbage til den særlige ånd, der blev grundlagt af klubbens to historiske koryfæer, Santiago Bernabéu, der var klubbens præsident fra 1943 til 1978, og Alfredo Di Stéfano, der var stjerne på 1950’ernes legendariske storhold. De skabte en usynlig fortælling, en slags mística, som siden har omsluttet alt omkring Real Madrid. Santiago Bernabéu havde en storslået vision om Real Madrid som klub, og Di Stéfano havde en storslået vision om Real Madrid som hold. De ville begge have, at Real skulle stå for la excelencia, det ypperligste. De skulle gennem fight og adelskab hæve sig over alle andre hold. Real kunne spille godt eller skidt, men de ville aldrig kaste håndklædet i ringen. De ville aldrig nogensinde beklage sig eller søge undskyldninger, da det blev betragtet som en svaghed.

»At være madridista er en livsfilosofi«, forklarer Butragueño. »De værdier, man som spiller er ambassadør for, kan overføres til alle andre aspekter af tilværelsen. Hver eneste dag skal man give sit yderste, tro på sig selv, respektere sin næste, være ydmyg og arbejdsom. Real Madrid er en klub, der er større end alle andre, og derfor stræber vi altid efter det højeste. Vi vil vinde, men det skal være med elegance og gentlemanship. Vi skal altid værne om historien, traditionerne, værdierne.«

Butragueño var som spiller kendt for sit ydmyge væsen, sin knusende vindermentalitet og sportslige korrekthed, og disse træk præger også hans væremåde. Hans optræden er korrekt og beskeden, og han bærer sin madridismo, som en gejstlig bærer sit scepter.

Den unge Emilio blev skolet i Real Madrids ungdomsafdeling og fik som 20-årig i 1984 sin debut på førsteholdet i en ligakamp mod Cádiz. Det var en iskold vinteraften, Real var bagude 0-2 ved pausen, og træneren, Alfredo Di Stéfano, tog chancen og sendte den klejne forward på banen i stedet for den aldrende stjerne, Carlos Santiliana. Butragueño lod ikke en sådan chance forpasse. Han scorede to mål, og Real vandt kampen 3-2. Det skulle blive starten på en af de mest succesfulde perioder i Real Madrids historie. Butragueño var ikke det eneste unge talent, der blev rykket op på førsteholdet den sæson. Martín Vázquez, Miguel Pardeza, Míchel og Manolo Sanchís fulgte med, og de fem jævnaldrende kammerater blev omdrejningspunktet for det nye, fremadstormende Real-mandskab, der fik tilnavnet La quinta del buitre – gribbens årgang. Fra 1986 til 1990 fejede de al modstand af banen i den spanske liga og vandt fem på hinanden følgende mesterskaber.

Når La quinta del buitre i dag står som en af de mest lysende perioder i Real Madrids historie, er det ikke kun på grund af de fem ligasejre. Det er også den genrejsning af klubbens ungdomsafdeling, holdet repræsenterede. Langt hovedparten af Reals største stjerner havde gennem tiderne været udlændinge – Puskas, Didi, Raymond Copa, Di Stéfano for bare at nævne en håndfuld. Af de fem medlemmer af La quinta del buitre var de fire født og opvokset i Madrid. Symbolværdien var ikke til at tage fejl af. Real Madrid var mere end nogensinde blevet madrilenernes egen klub.

Butragueño selv tilførte endnu en ting til Real Madrid, som skulle få vidtrækkende konsekvenser for klubbens selvforståelse. Real Madrids tilhængere havde før La quinta del buitre altid haft sejren som det primære pejlemærke og kun i mindre grad, hvordan den blev opnået. Æstetik var ikke et krav, og den kompromisløse, maskuline fightertype havde altid været i høj kurs på Bernabéu. Her kom pludselig en spiller, der ikke lignede noget, man havde set før. Butragueño bevægede sig rundt på banen med en næsten overnaturlig lethed som en balletdanser. Kroppen gazelleagtigt slank og bevægelserne så ubesværede, at det så ud, som om han svævede over græsset. Butragueños stil havde en æstetisk dimension, som tilskuerne på Bernabéu ikke havde været vant til. En sarthed i bevægelserne, en uendelig følsomhed i de bittesmå, nærmest usynlige kropsfinter, med hvilke han satte forsvarsspillerne af. El buitre var en stilist og en kunstner i sin egen ret.

Jorge Valdano, der har været tilknyttet Real Madrid som både spiller, træner og leder, taler i et interview om Butragueños indflydelse på klubben.

»Han forførte Bernabéu. Han fik dem til at overgive sig fuldstændig, måske fordi han var så unik. Ingen har nogensinde spillet, som han spillede. Han ændrede Bernabéus fodboldsyn, og hans arv lever videre.«

La quinta del buitre indvarslede en ny epoke i Real Madrid. Publikum havde fået smag for den udsøgte detalje, og æstetikken blev pludselig en faktor, man tog seriøst. I årene, der kom, blev Real mere og mere bevidst om stil og udtryk på banen. Ideen om Real Madrids excelencia fik tilføjet en æstetisk komponent. Jorge Valdano indfriede det hele med det hold, der vandt ligaen i 1995 med Michael Laudrup som den tydeligste kunstneriske signatur. Spillere som Redondo, Zidane og Figo bragte i årene, der kom, en lang række øjeblikke af skønhed, inspiration og tekniske genialiteter til det stadigt mere kræsne publikum på Bernabéu. Men Real Madrid har aldrig kunnet leve af skønhed alene. Når resultaterne udeblev, blev mere pragmatiske typer hentet til Bernabéu for at få et trofæ i skabet. Fabio Capello førte med italienske dyder Real til mesterskabet i 1997, mens publikum tavst og skamfuldt så til fra lægterne. Han blev sparket ud umiddelbart efter. Som en muskelmand, der havde udført et beskidt, men nødvendigt stykke arbejde.

Perioden fra 2000 til 2003, med Vicente del Bosque som træner, markerede et foreløbigt spillemæssigt højdepunkt for det moderne Real Madrid. Med spillere som Zidane, Figo, Raúl, Ronaldo, Hierro, Roberto Carlos og Makélélé som de bærende profiler spillede Real Madrid drømmefodbold, der afspejlede det navn, præsident Florentino Pérez havde givet til sit fodboldprojekt: Los galácticos. Det var fodbold af en anden verden, og alting kulminerede i Champions League-finalen i 2002 med Zidanes ubegribelige sejrsmål. Men ingenting varer evigt. Siden Del Bosque blev fyret som træner i 2003, har klubben haft mere end vanskeligt ved at finde sine ben at stå på. Det smukke spil har været sporadisk, og ligasejrene har ikke kunnet tilfredsstille den æstetiske lobby på Bernabéu. Gode gamle Capello blev tilmed hevet ind nok engang og blev forudsigeligt sparket ud igen, da han havde vundet et tiltrængt mesterskab til madrilenerne i 2007.

Det er da også alt andet end excelencia, der præger Real Madrid disse dage i foråret 2011, da jeg møder Butragueño på Bernabéu. Klubben råder over verdens dyreste spillertrup, men alligevel er holdet for tredje år i træk blevet sendt til tælling af ærkerivalerne fra FC Barcelona. Og det er ikke bare på resultatsiden, at fundamentet knager for madrilenerne. Der har været voldsom kritik af holdets spillestil, der anklages for at være usammenhængende og destruktiv. Det store antal udlændinge i klubben har fjernet holdet mere og mere fra sin egen base. Den portugisiske træner Mourinhos konspirationsdyrkelse har genereret en offerattitude, aldrig tidligere set hos Real Madrid, og folk omkring klubben er begyndt at skyde skylden for de dårlige resultater på både dommere, UEFA og det spanske fodboldforbund.

Butragueño taler om klubben, som om ingen af disse problemer fandtes. Han fremhæver vigtigheden af at udklække egne spillere, selvom der kun er én spiller, Casillas, på det aktuelle hold, der kommer fra klubbens ungdomsafdeling. Han taler om señorío, gentlemanship, selvom Reals træner, Mourinho, har udtalt, at han vil »skide på« el señorío. Han taler om værdighed, selvom både spillere og ledere er begyndt at udbrede forestillingen om en global konspiration mod Real som forklaring på de manglende resultater. Han taler om, at det afgørende ikke er sejrene, men måden man vinder kampene, selvom Real få dage forinden lod Barça have bolden i op mod 80 procent af tiden, da de to hold mødtes i el clásico på Bernabéu. Det er, som om Butragueño taler om en anden virkelighed end den, enhver med et minimum af kritisk stillingtagen har kunnet iagttage de seneste år.

At selveste Alfredo Di Stéfano, klubbens ærespræsident og den største Real-spiller gennem tiderne, nu har taget bladet fra munden og åbent kritiseret holdets attitude og spillestil, vidner om dybden i den krise, der ulmer under overfladen i Real. Da jeg begynder at spørge ind til kritikken, ophører Butragueños samarbejdsvilje. Alt er fint. Di Stéfanos kritik vil han ikke forholde sig til. Han bliver fjern i blikket og lettere irritabel, da jeg spørger igen. »Han har ret til at have sin holdning«, svarer han og gør mine til, at interviewet er slut.

Butragueño finder et smil frem til afsked, men han ser ikke glad ud. Jeg har ham mistænkt for på bunden at sympatisere med Di Stéfano. Han ligner en mand, der ikke selv tror på det, han siger. Men han forbliver loyal over for den officielle diskurs. I virkeligheden gør han blot sit arbejde. Han arbejder under klubbens præsident, Florentino Pérez, og det er dennes projekt, han forsøger at beskytte. Hvad han reelt tænker, er sagen uvedkommende. En ægte klubsoldat. Altid opofrende for sit hold. Altid på arbejde for en større sag. Præcis som på banen.

Mobiltelefonen på zinkdisken vibrerer, og ringetonen følger trop straks efter med Real Madrids kendingsmelodi »Hala Madrid«. Musikken fra telefonen fylder barlokalet med skarp, diskant, stigende volumen. En lavbenet, skaldet mand kommer løbende inde fra køkkenet og griber mobilen: »Hala Madrid!«, råber han ind i røret.

Manden, der er blevet ringet op, hedder Antonio Castaño Gutiérrez og går under tilnavnet Toñín el Torero. Han er indehaver af baren La Mancha i calle Espartinas, et legendarisk Real Madrid-samlingssted fyldt med tingeltangel og Real-memorabilia. Opkaldet er fra en journalist, der vil høre hans vurdering af aftenens clásico mellem Real Madrid og FC Barcelona. Dagen forinden er han blevet interviewet af otte forskellige tv-stationer, og henvendelserne fortsætter i dag. Det virker umiddelbart mærkeligt, at denne lille, ydmygt udseende mand bag disken i den beskedne bar er genstand for så intens en mediebevågenhed. Kaster man et blik rundt i lokalet, står det imidlertid hurtigt klart, at Toñín må have en særlig status i Real Madrid. På væggene hænger billeder af Toñín, fotograferet i selskab med en stribe af historiens største Real-personligheder: Di Stéfano, Florentino Pérez, Beckham, Raúl, Ronaldo, Zidane. Det er tydeligvis ikke de sædvanlige turist-snapshot, hvor en pågående fodboldfan har mast sig ind ved siden af en berømthed og selv knipset et billede for at blive foreviget sammen med idolet. Samtlige Real-koryfæer holder om den lille barmand med en slående hengivenhed. Zidane har tilmed sine børn med på billedet. Blandt de mange fotografier hænger en indrammet Real-trøje med en personlig dedikation til Toñín fra Raúl.

Toñín er 42 år gammel og Real Madrid-fan helt ind til benet. »Jeg har været madridista fra det øjeblik, jeg blev født«, erklærer han, idet han banker en skummende fadøl ned i bardisken til en tavs skægget mand ved siden af mig.

»Der er ikke noget i verden, der er større end Real. Min organisme ville ikke acceptere det, hvis Real spillede, og jeg ikke så med. Jeg tænker på klubben 24 timer i døgnet. Et liv uden Real Madrid giver ikke mening for mig.«

For Toñín er tilhørsforholdet til Real ikke en hyggelig fritidsfornøjelse. Han føler, at han er sat på jorden med en mission: At udbrede sin religion, el madridismo, til verden. Han har gjort det med så stor en hengivenhed og synlighed, at han med tiden er blevet en slags uofficiel maskot for klubben. Hans særlige kendetegn er tyrefægterkappen med Madrids våbenskjold, som han altid bærer med sig i forsvaret for sin klub. Så dedikeret er han til sagen, at han gerne tropper op midt i Barcelona i fuld Real-uniform og opfører sine signatur-shows med tyrefægterkappen. Toñín er blevet et ikon for Real Madrid på samme måde, som den trommespillende Manolo el del Bombo er blevet det for Valencia.

Toñín er fra Madrid og opvokset under fattige kår som søn af en jernbanearbejder. Der var ikke råd til en luksus som fodboldbilletter i barndomshjemmet, og for den unge Toñín var det ubærligt ikke at få lov til at opleve genstanden for sin lidenskab på nærmeste hold. Han forsøgte gentagne gange at klatre over muren til Bernabéu, når Real spillede, og blev lige så ofte tilbageholdt af stadionvagterne. Da han var 14 år gammel, gav faderen efter og meldte drengen ind i Real Madrid som socio nr. 18.062. Siden den dag er Toñín ikke gået glip af en eneste hjemmekamp.

Toñín er ikke en mand, der vakler i sin tro. Klubben er Gud, og hvis klubben har ansat Mourinho, er Mourinho den nye profet. Og hvis Mourinho siger, at der er en konspiration mod Real, så er der en konspiration mod Real. Toñín betragter Real som et stærkere, sandere og mere ærefuldt hold end noget andet i verden. FC Barcelona har han kun skuldertræk til overs for. En provinsiel og smålig klub, der er opfyldt af komplekser over at stå i skyggen af Real. Real, hævder Toñín, repræsenterer la grandeza, storheden i spansk fodbold. Ingen sag kan være mere meningsfuld at kæmpe for end den.

Toñín indleder en længere monolog om Reals store bedrifter gennem tiderne. Han kan sin Real-mytologi på fingrene. Årstal, navne, resultater og anekdoter bliver sendt af sted, alt imens han serverer vin, øl og tapas, hyggesnakker og byder nytilkomne velkommen på baren.

Toñín fortæller mig om den legendariske klubpræsident, Santiago Bernabéu, der i 1947 opførte det stadion, der den dag i dag er scene for Reals bedrifter. Han fortæller om Alfredo Di Stéfano, den uforlignelige argentinske angriber, der kom til Real Madrid i 1953. Real stod på det tidspunkt i skyggen af Atlético, men med La saeta rubia, »Den blonde pil«, på holdet ændredes magtbalancen i den spanske hovedstad. Real begyndte at spille drømmefodbold og vinde titler på samlebånd. Toñín nævner med utilsløret stolthed las cinco copas – de fem pokaler, som Real vandt i årene fra 1956-60. Det var ikke simple mesterskaber eller nationale pokalfinaler. Nej, det var pokaler af den allerhøjeste karat. Fem gange i træk vandt Real Madrid Europa Cuppen for mesterhold, og det er en præstation, der aldrig siden er overgået. Las cinco copas benyttes i dag som navn på det Real-hold, der med spillere som Puskas, Gento, Di Stéfano og Raymond Copa på holdet sendte Real Madrids spanske og europæiske konkurrenter i gulvet på stribe og indledte klubbens lange overherredømme i spansk fodbold.

Mange – især fans af FC Barcelona – mener, at Real Madrid grundlagde deres succes på favorisering og vennetjenester fra Francisco Franco, der regerede Spanien fra 1936 til 1975. At Francos forkærlighed for Real Madrid sikrede hovedstadsklubben de stærkeste spillere, favorable dommerkendelser og økonomisk hjælp og samtidig holdt FC Barcelona og andre hold fra Spaniens yderområder effektivt nede.

Toñín vil ikke høre tale om, at Real Madrid på noget tidspunkt skulle være blevet favoriseret af nogen som helst.

»Det har vi aldrig haft brug for«, insisterer han.

Han er af den faste overbevisning, at Real Madrid har storheden og succesen indkodet i sin dna. At alle beskyldninger mod Real er smålig misundelse fra folk, der ikke vil anerkende, at nogle bare er bedre end andre.

Toñín er selvsagt ikke en neutral betragter, men uanset hvad, så er der nogle svagheder i konspirationsteorierne mod Real. Selv hvis Franco skulle have favoriseret de hvidklædte i den spanske liga, selv hvis han skulle have bestukket dommere og modstandere, så havde han næppe noget at skulle have sagt på den internationale fodboldscene, hvor Real fem år i træk sendte alle de europæiske storhold til tælling. Di Stéfanos Real Madrid-hold var muligvis bare et af den slags fantastiske mandskaber, der fra tid til anden dukker op og fejer al modstand til side. Præcis som det Barcelona-hold, der med ungareren Kubala i spidsen var altdominerende i Spanien i ti år, inden Di Stéfano kom til Real Madrid og ændrede magtbalancen i spansk fodbold.

Det er også tankevækkende, at Real Madrid i de første femten år efter Francos magtovertagelse ikke formåede at vinde mesterskabet en eneste gang. I samme periode vandt FC Barcelona ligaen fem gange, Athletic Bilbao en enkelt, mens det andet Madrid-hold, Atlético Madrid, vandt fire gange. Det var først, da Real Madrid begyndte at vinde, at regimet fattede interesse for klubben. Franco havde i starten støttet Atlético Madrid, der havde bånd til flyvevåbnet, men det var ikke det store problem for ham at flytte sin fokus, da de hvidklædte Real-folk erobrede scenen. De var velspillende, elegante – og fra hovedstaden. Et perfekt symbol på det stærke, forenede Spanien, han kæmpede for. Franco gjorde sit for at sole sig i glansen fra det succesrige fodboldmandskab, og det var formentlig i højere grad ham, der udnyttede Reals succes i sin egen sags tjeneste end omvendt.

For den almindelige spanier betød det mindre, at Franco støttede Real Madrid. Tværtimod blev Real Madrid for mange spaniere et lysende fikspunkt i en mørk periode af Spaniens historie. Spanien i efterkrigstiden var præget af fattigdom, undertrykkelse og kulturel lukkethed. Nu kom disse elegante, virtuose, hvidklædte spillere og imponerede alle med deres fodboldkunnen. De var ikke billedet på en formørket diktaturstat, men billedet på et overskudssamfund. Reals europæiske succeshistorie gav spanierne noget at være stolte af og fælles om. Stolthed over at kunne identificere sig med dette hold og deres bedrifter, både i og uden for Spanien. Real Madrid blev et holdepunkt for et samfund, der havde et meget lavt selvværd, og identifikationen med klubben var social snarere end politisk.

Det var i den periode, Real Madrid grundlagde sin status som »hele Spaniens hold«, og det er en af grundene til, at Real Madrid stadig har så mange tilhængere over hele Spanien. Kun i byer som Barcelona, Bilbao og Sevilla skal man lede længe efter en ægte Real Madrid-peña. De fleste steder i Spanien har man ingen problemer med at kombinere tilhørsforholdet til den lokale klub med giganten fra Madrid.

I Baskerlandet, Catalonien og hos naboerne i Atlético Madrid er det imidlertid småt med sympatien. Her kan alene navnet Real Madrid få folk til at se rødt. Her kædes Real Madrid sammen med store penge, mistænkelige bånd til magthaverne og reaktionære politiske standpunkter. Bernabéu er i deres udlægning af virkeligheden hjemsted for midaldrende, jakkeklædte mænd med små overskæg, diskret klappende, mens de drømmer sig tilbage til de gode, gamle dage under Franco og udtænker planer for, hvordan de kan undertrykke resten af Spanien.

Toñín slår vredt ud med armene, da jeg spørger ind til den udbredte forestilling om, at Real Madrid er »borgerskabets klub«.

»Real Madrid er for alle«, slår han fast. »Bare se på mig. Min familie har altid været fattige. Min far var jernbanearbejder ligesom Vicente del Bosques far. Real Madrid handler ikke om penge. Det handler om værdier. Vi er de største, og det er ikke noget, jeg synes, vi skal skamme os over. Real Madrid er stor, fordi vi er mange, og fordi klubben har så dybe rødder i folket.«

Den skæggede mand ved siden af mig har ikke sagt et ord, mens jeg har været på baren. Han har drukket sine øl med en tavs og sammensunken mine, men han har tydeligvis lyttet til vores samtale. Pludselig begynder han at tale med en mørk og dundrende røst.

»At være madridista har ikke en fis at gøre med politisk ideologi«, tordner han. »Det har ingenting at gøre med social klasse. Jeg er blikkenslager. Arbejdsløs. Jeg stemmer på socialisterne. Real Madrid er mit hold og vil altid være det. Altid.«

Manden falder tilbage til sine tanker, og Toñín skænker ham en ny øl. Kort efter kommer en stor gruppe ind på baren. Toñín råber begejstret velkommen og skruer op for volumenknappen på anlægget. Real-slagsange brager ud af højttalerne. De nytilkomne tilhører en Real Madrid-peña ved navn »Es Forti«, der har hjemme i Palma de Mallorca. Gruppen er rejst til Madrid fra Mallorca for at overvære aftenens clásico på Bernabéu, og første programpunkt er frokost hos Toñín på La Mancha. Der er stor gensynsglæde, og efter at de alle er blevet forsynet med øl, giver Toñín efter for presset fra nogle af de unge peña-medlemmer. Han forsvinder et kort øjeblik og dukker så op med en tyrefægterhat på hovedet og tyrefægterkappen i hænderne. Fra højttalerne brager en sang, der lader til kun at bestå af de samme to ord: »Real Madrid, Real Madrid, Real Madrid …«. Der bliver jublet og hujet og klappet, og gruppen bliver fotograferet sammen med den legendariske madridista.

Præsidenten for Es Forti er en kraftigt bygget herre, der bærer en slående lighed med den amerikanske komiker Jay Leno. Han har boet hele sit liv på Mallorca, og selvom den nærmeste store by på fastlandet er Barcelona, har det altid været Real, der har haft hans hjerte. »Fra det øjeblik jeg blev født«, fortæller han mig med overbevisning i stemmen.

Toñín har holdt øje med os og kommer ud fra sin plads bag baren og stiller sig imellem os med en hånd på hver skulder. Han når os til brystkassen, men han ser ud, som om han føler sig højere end os begge.

»Der kan du se«, siger han til mig med en triumferende mine. »De kommer helt fra Mallorca, men de føler lige så stærkt for klubben som os fra Madrid. Det er madridismo.«

*

Hvad der fik Real Madrids præsident, Florentino Pérez, til at fyre træneren, Vicente del Bosque, den aften i 2003, er stadig et mysterium. Real havde lige vundet mesterskabet, og en hel generation vendte sig med beundring mod de hvidklædte Galácticos, der spillede fodbold af en anden verden. På fire år fra 1999 til 2003 vandt Del Bosque to mesterskaber og to Champions League-finaler. Han var ekstremt vellidt blandt spillerne, og han kunne håndtere de mange superstjerner. Alligevel blev han sparket ud. Pérez kom med en kryptisk udmelding om, at fremtiden bød på nye udfordringer. Pérez havde netop skrevet kontrakt med celebrity-prinsen, David Beckham, og Galáctico-feberen rasede i den selvsikre præsident. Måske var Del Bosque ganske enkelt ikke cool nok. Del Bosque lignede med sit hængemule-ansigt, buskede overskæg og krøllede jakkesæt mere en træt buschauffør end lederen af verdens mest sexede fodboldhold.

Hvad end det var, der greb præsidenten den aften under sejrsfesten i Madrid, markerede det enden på en epoke. Uden Del Bosque gik Galacticos-projektet i opløsning. Anfører Fernando Hierro tog sin afsked, truppen blev splittet af interne magtkampe, og spillet på banen nåede aldrig de samme højder igen.

Santiago Segurola nipper til sin café con leche og ryster på hovedet.

»Fyringen af Del Bosque er symptomatisk for en klub, der ikke har haft en sammenhængende linje i årevis. De sidste 20 år har været præget af inkonsekvens og usammenhængende ledelse.«

Segurola er en af Spaniens højest profilerede fodboldjournalister. Han har været chefredaktør på sportsavisen Marca siden 2007 og har gennem 22 år fulgt Real Madrid på nærmeste hold. Jeg har sat ham stævne på en fortovscafé et par hundrede meter fra Bernabéu. En let forårsbrise mærkes i luften, og stadionets nordligste tribune kan ses som en stor, grå skygge bag de nærmeste husfacader.

»Galácticos-projektet var ikke afstemt med klubbens værdier«, fortsætter Segurola. »Mange af de traditionelle madridistas så det som undergravende for klubbens værdier at hyre spillere, der havde større kommerciel end fodboldmæssig interesse.«

Da storentreprenøren Florentino Pérez blev indsat som ny præsident i klubben i 2000, var det med ambitionen om at skabe det 21. århundredes storhold. Pérez havde ført valgkamp på løftet om at hente superstjernen Luís Figo til klubben fra FC Barcelona. Lokkemaden virkede, Pérez blev valgt, og Figo forlod ærkerivalen for at iføre sig den hvide trøje. Figo blev første mand i det storstilede Galácticos-projekt. Ideen var enkel: Real skulle som verdens største klub råde over verdens bedste spillere. Spillere af en anden verden. Hver sommer skulle Real Madrid hente en superstjerne, en galáctico, til klubben. De følgende år fik Figo følgeskab af Zidane, Ronaldo og David Beckham, der alle blev hentet til Madrid for rekordhøje transfersummer. Pengene havde Pérez skaffet gennem det kontroversielle salg af klubbens træningsanlæg til Madrids bystyre for to milliarder kroner. Reals galáctico-mandskab blev skudt ind på fodboldhimlen som en nytårsraket. PR-værdien nåede nye højder, og Real blev en kolossal marketingmaskine med reklamefremstød og salg af trøjer på det nye, lukrative marked i Asien.

Pérez døbte Real Madrids nye filosofi, Zidanes y Pavones. Ideen var, at superstjerner som Zidane skulle suppleres af hjemmedyrkede spillere som forsvareren Francisco Pavón for på den måde at bygge bro mellem klubbens egen muld og de lysende himmellegemer. Det så flot ud på papiret, men i praksis fungerede det ikke. Ironisk nok lykkedes det aldrig Pavón at bide sig fast på holdet. Efter et par gode sæsoner blev den unge forsvarer forvist til bænkevarmer, og til sidst forlod han Real til fordel for Zaragoza.

»Hele ideen om Zidanes y Pavones var en stor illusion«, vurderer Segurola. »Du kan ikke opstille så rigide regler for, hvordan holdet skal sammensættes, uden at tage hensyn til de konkrete spillere, du har til rådighed. Nogle gange kommer der en fantastisk generation af unge spillere fra klubben, som La quinta del buitre, og så er der ikke brug for Zidanes. Andre gange er de hjemmedyrkede spillere ganske enkelt ikke gode nok, og så nytter det ikke noget at presse middelmådige folk op på førsteholdet, bare fordi præsidenten har fået en fiks idé. Zidanes y Pavones var noget vrøvl fra første øjeblik, et mediestunt uden fodboldfaglig substans.«

Florentino Pérez fortsatte sine ekstravagante indkøb som en gal kejser i sit palads, men til sidst mistede også han pusten. Hans storslåede vision begyndte at blegne. Beckham blev den sidste store galáctico, og de følgende år købte klubben spillere af svingende kvalitet. Robinho, Michael Owen og Jonathan Woodgate kunne hverken sælge trøjer eller vinde titler. Real mistede sin skarphed, spillerne optrådte krukket, og holdet var præget af splid og dårligt spil. Samtidig begyndte FC Barcelona at sprudle oppe i Catalonien med den storsmilende brasilianer, Ronaldinho, i spidsen. Real var sendt til tælling, og omgivet af kaos og alvorlige økonomiske problemer forlod Florentino Pérez Real Madrid ad bagdøren i 2006.

Hukommelsen er kort i Spanien, når det gælder fortidens synder. Efter nogle kaotiske år med forskellige præsidenter følte klubben, at det var en god idé at give Pérez en ny chance. Som Fugl Føniks vendte han tilbage i 2009, og det var med en gestus så spektakulær, at han nok engang fik hele verdens opmærksomhed vendt mod Madrid. Pérez gik i gang med at købe ind til den dyreste spillertrup, verden har set. Kaka, Cristiano Ronaldo, Benzema, Xabi Alonso. Der blev brugt svimlende pengesummer, og modsat galactico-årene blev de alle sammen købt på én gang.

Pérez ønskede, at Real igen skulle spille flot fodbold. Han kunne se, at Real havde tabt symbolske point til FC Barcelona, som med deres spillestil vandt hjerter over hele verden i ekspresfart. Det kunne også ses på trøjesalget, at alverdens knægte syntes, det var sjovere at se Messi sprudle end Real vinde arbejdssejre. Chileneren Manuel Pellegrini blev hentet til klubben fra Villarreal, hvor han havde stået for den samme fodboldfilosofi som Barça. Symptomatisk for et underskudshold prøvede man at kopiere rivalerne, og symptomatisk for Real skulle det ske på ingen tid. Tålmodighed er ikke en dyd, der kendetegner Florentino Pérez. Pellegrini var oppe imod umulige odds, og da mesterskabet gik til Barça endnu en gang, fik Pellegrini en fyreseddel som tak.

Desperat efter hurtige resultater skiftede Pérez kurs på ny. Valget til trænerposten faldt på portugiseren José Mourinho. Nu handlede det om at vinde, ikke om at spille flot. Som træner i Chelsea og Inter havde han vist vejen til at slå Barça. Mourinho var en mand, der var garant for resultater, og Pérez parkerede for en stund idealet om smukt spil.

Det lykkedes ikke Mourinho i sin første sæson at fravriste FC Barcelona mesterskabet. Til gengæld er det lykkedes ham at blive en af de mest kontroversielle figurer, der nogensinde har sat sine ben på Bernabéu. Mourinho kom til Madrid med en dagsorden, og en af de ting, der stod på hans blok, var at konstruere en ny fortælling om Real Madrid. Den gik ud på at iscenesætte Real som forfulgt uskyldighed og derved så tvivl om redeligheden i Barças overherredømme. Fra tidligt i sæsonen begyndte han at kommentere dommerkendelser, noget, der hidtil havde været utænkeligt i Real. Efter en kamp mod Sevilla mødte Mourinho op til pressekonferencen med en liste over 13 dommerfejl, begået mod Real. Generaldirektør Jorge Valdano tog straks afstand til Mourinhos anklager, og Florentino Pérez var rasende. Santiago Bernabéu må have vendt sig i sin grav. Kritisere dommeren? Hvilken skændsel for den hvide trøje. Og det skulle blive værre endnu, da Mourinho afreagerede over for spillerne i omklædningsrummet. »I siger, at dette er en gentleman-klub. Dette er en forpulet lorteklub. Jeg skider på jeres gentlemanship.«

Ud over dommerne har Mourinho kastet beskyldninger af sted mod UEFA, det spanske fodboldforbund, medierne, ja, selv mod dem, der lægger spilleprogrammet. Det eneste, han ikke har talt om, er spillet på banen. Den portugisiske træner har fået ændret magtstrukturen på Bernabéu. Valdano er blevet tvunget til at tage sin afsked, og Mourinho er blevet officiel talsmand for klubben.

»Stemningen er værre end noget, jeg nogensinde har oplevet i Real Madrid i de 22 år, jeg har dækket klubben«, fortæller Segurola. »Mourinho benytter sig af en hysterisk og paranoid retorik om sammensværgelser og uretfærdighed, og han har fået sine spillere med på vognen.«

Real Madrids spillere har trofast reproduceret chefens retorik om sammensværgelser, dommerfejl og generel uretfærdighed. De lader udadtil til at være lige så indignerede som Mourinho selv.

Nogle dage inden mit møde med Segurola, taler jeg med den tidligere Real Madrid-spiller, Julio Llorente, der spillede sammen med Butragueño på 1980’er-holdet. Han har svært ved at genkende den klub, hvor han fik sin fodboldopdragelse.

»Vi lærte, at vi aldrig måtte kritisere dommeren, aldrig søge undskyldninger. Hvis vi havde tabt, var det vores egen skyld.«

Da Llorente spillede i Real, var langt de fleste på holdet spaniere, og hovedparten var rykket op fra ungdomsafdelingen. De var vokset op med Real Madrid-kulturen og fik klubbens værdier ind med modermælken. Selv de spillere, der kom fra andre klubber i Spanien, vidste, hvad det var for en klub. De kendte dens tradition og betydning i Spanien. I dag kommer flere og flere af spillerne fra udlandet og kender ikke til klubbens særlige rolle og traditioner.

»De tror, det er som en hvilken som helst anden klub, men det er det ikke. At spille for Real forpligter«, siger Llorente.

Det er tankevækkende, at Florentino Pérez rent faktisk havde en ambition om at gøre Real mere spansk, da han vendte tilbage til klubben i 2009. Han hentede Xabi Alonso, Arbeloa og Albiol til klubben. Nu skulle kontakten til fanbasen genskabes, nu skulle Reals historiske værdier støves af. Med Mourinho ved roret er den kurs blevet skrottet, og der står ikke længere spanske spillere på indkøbssedlen. Måske skal der også mere end spanske spillere til for at genskabe kontakten til de historiske værdier.

For Segurola er der en dybere årsag til, at Real Madrid i dag har svært ved at følge med FC Barcelona. Real Madrid, siger han, har ganske enkelt ikke været i stand til at omstille sig til en situation, hvor de ikke længere er eneherskende i Spanien. Mellem 1960 og 1990 vandt Real 19 mesterskaber, FC Barcelona vandt i samme periode kun to. Indtil 1990 havde Real Madrid ganske enkelt ikke en seriøs rival i Spanien. De havde deres usynlige fortælling om arbejdsomhed og overlegenhed, og der var ikke brug for så meget andet.

Real Madrids overlegenhed gjorde det overflødigt at forholde sig til andre spanske hold. Som dynastiernes Kina så Real sig selv som Riget i Midten, der ikke havde brug for at definere sig i forhold til ydre fjender.

»Real Madrid var tryg i sin magtbase og følte sig aldrig for alvor presset af andre. Nok havde FC Barcelona stor sociokulturel prestige i Spanien, men på det sportslige plan var Real eneherskende. Klubben havde ikke behov for at konstruere en ny fortælling om sig selv – de gjorde bare det, de altid havde gjort.«

Det var Johann Cruyff, der fik magtbalancen i spansk fodbold til at skride. Han skabte FC Barcelonas Dream Team, som skulle danne skole for de kommende årtiers Barça-hold med deres talentpleje, klubfølelse og teknisk totalfodbold. Det fremstormende Barça-hold medførte en enorm forvirring og rådvildhed i Madrid.

»Klubben har ikke haft noget modsvar. Ingen fortælling at falde tilbage på, når resultaterne udeblev. Ingen strategi, ingen plan, ikke noget sammenhængende projekt. Man har famlet i blinde, desperate efter at træde tilbage på tronen. Det seneste tiltag har haft nærmest tryllekunstner-karakter. Man har hentet Mourinho ind som frelserfigur, en slags Barças antikrist. En mand, man troede kunne vende magtbalancen på hovedet.«

Ansættelsen af Mourinho er blot den seneste i en lang serie af handlinger, der har haft til formål at bringe Real tilbage i førertrøjen i spansk fodbold. Men det er sandsynligvis den mest radikale af alle dem, der er foretaget. Mourinhos kontroversielle facon har slået en kile gennem fanbasen. En stor del af de yngre madridistas synger med på Mourinhos sange om konspirationer og uretfærdighed, og de bakker helhjertet op om portugiseren. De ældre madridistas er mere forbeholdne over for den demagogiske stil, og mange føler sig åbenlyst ubehageligt til mode over de nye tider i den gamle klub.

Segurola lægger ikke skjul på, at han tilhører den sidste gruppe.

»Real Madrid har altid repræsenteret la grandeza, storheden, i spansk fodbold. Det var ikke nødvendigvis et hold, der vandt sympati, men altid respekt. Selv de, der ikke kunne lide Real Madrid, respekterede klubben. Real har mistet sin generøsitet og er begyndt at skyde skylden på andre, når det ikke kører for dem. El discurso invisible, den usynlige fortælling, er forsvundet.«

*

På Avenida Castellana ligger Estadio Santiago Bernabéu upåvirket af balladen omkring klubben. Der har det ligget siden 1947, og det er akkurat så magtfuldt og intimiderende som den første dag. Det er kun et spørgsmål om tid, før det igen bliver ramme om store triumfer. Med eller uden smukt spil. Med eller uden Mourinho i trænerstolen.

Bernabéu er rejst for at regere.

______

Real Madrid

Navn Real Madrid Club de Fútbol

Grundlagt 1902

Stadion Santiago Bernabéu (kapacitet 80.000)

Kælenavn Los Blancos (de hvide) og Los merengues (marengsene)

Flest ligakampe Raúl – 550 (1994-2010)

Flest ligamål Raúl – 228 (1994-2010)

Real Madrid er den største klub i Spanien og den mest vindende klub i verden. De hvide fra hovedstaden har flest spanske mesterskaber og næstflest pokaltitler. Internationalt har klubben rekorden med 9 sejre i Champions League (og den tidligere Mesterholdenes Europacup). Rivaliseringen med FC Barcelona er legendarisk og genererer hver gang massiv interesse langt ud over Spaniens grænser.

Resultater

Spanske mesterskaber

1932/ 1933/ 1954/ 1955/ 1957/ 1958/ 1961/ 1962/ 1963/ 1964/ 1965/ 1967/ 1968/ 1969/ 1972/ 1975/ 1976/ 1978/ 1979/ 1980/ 1986/ 1987/ 1988/ 1989/ 1990/ 1995/ 1997/ 2001/ 2003/ 2007/ 2008

Copa del Rey

1905/ 1906/ 1907/ 1908/ 1917/ 1934/ 1936/ 1946/ 1947/ 1962/ 1970/ 1974/ 1975/ 1980/ 1982/ 1989/ 1993/ 2011

Champions League (tidligere Mesterholdenes Europacup)

1956/ 1957/ 1958/ 1959/ 1960/ 1966/ 1998/ 2000/ 2002

Europa League (tidligere UEFA Cup)

1985/ 1986

Lindsey Vonn bidrager gerne til den amerikanske underholdningsindustri. I 2010 var hun med i det legendariske Magasin Sports Illustrated swimsuit edition, og det fik for alvor fotografer og marketingsafdelingerne verden over til at oversvømme Lindsey med tilbud. Tilbud, som hun har formået at få det bedste ud af, og i dag er hun blandt de mest populære amerikanske kvindelige sportsstjerner.

At Lindsey Vonn er amerikaner, fornægter sig ikke. Hun arbejder hårdt for at få det maksimale ud af sin store succes. Ikke kun på pisterne, hvor hun satser benhårdt, men også uden for det alpine skicirkus. Hun er en eftertragtet model, og mange virksomheder står i kø for at få lov at bruge hendes navn i forbindelse med salg af deres produkter. Det vil ikke komme bag på Sportsfans redaktion, hvis Lindsey Vonn, efter at hun har sat skiene i skabet, kommer til at arbejde i mediebranchen eller som kommentator.