Den næste Peter Gade
Viktor Axelsen beviste, at han for alvor hører til Danmarks allerstørste talenter, da han i Danish Open nåede kvartfinalen, hvor han dog måtte strække våben over for Peter Gade, men først efter en ægte tre-sæts gyser. Axelsen havde allerede vist potentialet mod den tidligere OL-guldvinder, indoneseren Taufik Hidayat, som blev sendt hjem med cifrene 16-21, 21-9, 21-14. Efter nederlaget var Taufik også fuld af lovprisninger om det danske talent. – Jeg tror, han bliver den næste Peter Gade, Han har gode slag, og han tænker rigtigt på banen. Han er et stort talent, sagde Taufik. Om Viktor siger hans far: Han bliver ved, indtil den sidste kineser ligger død på banen!




















