Facebook kunne ikke hjælpe Casillas
Real Madrids målmand, Iker Casillas, beviste i oktober, at han ikke kun er lynhurtig mellem stængerne, men også kvik mellem ørene. På vej til træning en morgen blev den karismatiske keeper pludselig fanget i en af Madrids mange bil-køer. Men Casillas ventede ikke længe, og i håbet om at undgå en bøde for at komme for sent til træning, uploadede han et billede af køen på sin facebook-profil. Ved siden af billedet skrev han: ”Ugen starter dårligt. Folk fra Madrid og udefra har skabt en enorm bil-kø, og jeg kommer til at betale for det til Mourinho. Jeg vedlægger beviset”. Ikke færre end 3, 286 millioner besøgende bad efterfølgende om nåde på Casillas´ vegne, men lige lidt hjalp det. Casillas fik bøden, men kunne i stedet glæde sig over, at Real Madrid søndagen forinden havde vundet den svære udekamp mod Malaga.




















