OB henter Jonas Troest
Udlandsopholdet blev intet eventyr. Tværtimod. I flere uger har Jonas Troest ikke fået løn, og derfor vender han nu tilbage til OB på en fri transfer.
Tidligere på sommeren skiftede forsvarsspilleren Jonas Troest ellers netop de trygge rammer i OB ud med tyrkiske Konyaspor, men tyrkerne har ikke overholdt deres del af aftalen.
Ifølge Ekstra Bladet har Troest ikke fået løn i den tyrkiske klub, og derfor er hans kontrakt nu blevet revet i stykker. Det udnytter OB ifølge avisen nu til at hente ham hjem igen.
OB har været på jagt efter en ny midterforsvarer, siden man vinkede farvel til Troest, men nu kan klubben altså have fundet den ideelle erstatning i selv samme spiller som de lod gå.




















